Der er momentum for landsbyudvikling lige nu, spørgsmålet er, hvilken rolle kirken på landet vil få i denne proces. Alle kan se, at globalisering, urbanisering, stordrift og storkommuner har ændret forholdene på landet, men spørgsmålet er, om kirken er parat til at tage medejerskab på de nødvendige forandringer indenfor og udenfor kirkens mure.
Selvfølgelig er vi kulturkristne Op gennem 0-erne har det været god latin at rynke på næsen af de ”kulturkristne”, som dem der ”kun” døber deres børn pr. tradition, dem der ”kun” går i kirke juleaften, og dem der synes, at kirken bare er noget, der skal være der. Men vi må erkende, at en skelnen mellem såkaldt ”kulturkristne” og ”rigtigt kristne” i dag slet ikke giver mening og særligt ikke på landet. Tværtimod er det sådan, at kirken står stærkest, dér hvor kirken vedkender sig kulturen og samarbejder med beboerforeningen, forsamlingshuset, lokalrådet og fårelauget. Set med vore øjne, så har kristendommen gennem tiderne vist en utrolig evne til at kunne slå rod nye steder og lade sig forme af kulturen på det nye sted. Kirken på landet er og skal være noget andet end kirken i byen. Fordi kontekst og kultur er anderledes i Odense og Vejle midtby end i landsbyerne på landet.
At your service Som udsendinge for Kirken på landet deltog vi dette efterår i et kursus for præster fra Rural Ministries i England arrangeret af Arthur Rank Centret tæt på Birmingham. Centret har i mere end 20 år været et kursussted for udvikling omkring Kirken på landet. 30 engelske præster fra Church of England og Metodistkirken og vi to danskere deltog i kurset, der blev afholdt på Launde Abbey midt i smuk natur med grønne marker og græssende får. Karakteristisk for vore engelske kolleger var, at de ikke havde berøringsangst i forhold til landsbyens liv og hverdagen på landet. ”At your service” blev på utallige måder deres ”brand”. Kirken er det naturlige ”mødested”, ”Church Café” er et udbredt diakonalt projekt i kirken på landet i hele England. Frivillige og kirkens medarbejdere leder disse caféer og skaber forbindelser mellem folk, der bor på landet. Et sådant engagement vil også herhjemme kunne puste nyt liv i det slidte og forkætrede udtryk ”servicekirke”. Begrebet ”servicekirke” er blevet brugt om dén kirke, der i nogles øjne blev for populistisk og til fals for det moderne menneske. Men det er måske lige præcis dét, som er kirkens opgave, at være kirke for moderne mennesker i deres ensomhed og sorg.
Kirken må tage medansvar for udviklingen Kirken har noget at byde ind med, rum, man kan mødes i, frivillige, en erfaring med at mobilisere folk, og i bedste fald en række eksisterende netværk. Flere steder er man godt i gang med at arbejde på tværs af sognegrænser: præster arbejder i teams, mange steder ansætter en række sogne i et provsti fælles kordegne og regnskabsmedarbejdere, gravere indgår i teams, og organister samarbejder. Steen Marqvard Rasmussen og Marie Hedegaard Thomsen afdækker i forskningsprojektet: ”Forskellige vilkår for kirken på landet”, at der heller ikke i Danmark længere findes en berøringsangst i forhold til kirken. Og at der ligefrem er et stærkt ønske fra foreninger og institutioner om, at kirken bliver mere synlig, og at den vover at være ”til tjeneste” for landsbyens og kirkens fælles fremtid. Sagt lige ud: det er kirken, der skal få øje på sig selv som en afgørende aktør i lokalområdet, og som dén der kan være initiativtager og sammenkalde folk i lokalområdet. Derefter kan der nedsættes arbejdsudvalg om alt muligt: fra hvem bager pizza til pizza gudstjenesten, hvordan byder vi flygtningene i vores kommune velkomne, og kan kirken her hos os blive et ”mødested” også i hverdagen, måske med landsbygraverne som vigtige koordinatorer sammen med kirke og kulturmedarbejdere.
Livsverden og systemverden – der er forskel på, hvor fornyelsen kommer fra Det er Martin Modéus, biskop i Sverige, der i sin seneste bog: ”Gudstjenestens kerneværdier – om relationer, værdier og form i gudstjenesten” tager afsæt i denne skelnen, der går tilbage til Habermas. Livsverdenen står for et perspektiv på livet, som handler om relationer, nærhed, det emotionelle og de personlige fællesskaber. Det er livet, som vi lever det. Systemverdenen er det perspektiv på livet, som har at gøre med regler, strukturer, økonomi, jura og institutioner. Her handler det om organisering af livet. Modéus er optaget af gudstjenesten, her overtager vi hans skelnen og lader den gælde kirken på landet som sådan. Hvor tænker vi, at fornyelsen skal komme fra? Vil vi i Grundtvigs fædreland lykkes med at lade den komme fra livsverdenen, eller vil vi læne os tilbage og i skyggen af konkurrencestats tænkningen lade systemverdenen regulere fremtiden? Det er det store spørgsmål. For der er en verden til forskel, om kirken på landet selv vil gå foran i omskabelsen af trætte og ideforladte landsbyer med en passiv kirke til et levende, bæredygtigt, inkluderende dynamisk fællesskab med en kirke ”at your service” med åbne døre og en bredvifte af muligheder for at glide ind i meningsskabende frivillighedsnetværk og fællesskaber. Alternativet er, at fornyelsen udelukkende vil komme andet steds fra.
Præsterne skal spille en vigtig rolle i mobiliseringen og udviklingen På landet er der store forventninger til præsten, Kirsten Felter har i sin undersøgelse på KU afdækket denne positive forventning. Præsterne har i kraft af deres mulige medleven i foreninger, institutioner og i landsbyernes liv tæt føling med livsverdenen, derfor må fornyelsen komme herfra gerne i det gode samspil med menighedsrådets medlemmer, men præsten må gå foran. Kirkens plads i verden har altid været via det relationelle, og kirkens indsats har altid været personbåret. Præsten er en synlig repræsentant for ”det kirken betyder”, så præsten kan i bedste fald være katalysator og facilitator på den tiltrængte fornyelse og udvikling. Den vigtigste faktor i denne samskabelse vil altid være kirkens evne til at bringe mennesker i forbindelse med hinanden, også mennesker der ikke kender hinanden. Disse organiserede møder kan have mange navne: borgermøder, mobiliseringsmøder, landsbymøder eller netværksmøder. Målet er den levende vekselvirkning i samtalen, som Grundtvig kaldte det. Ud af disse møder vil arbejdsgrupper og nye initiativer naturligt opstå.
Der er også brug for systemverdenen. Vi tror, at livsverdenen skal komme først, men i bedste fald sker det i en levende vekselvirkning med systemverdenen. For der er brug for penge og mod til at afprøve modeller for et teamsamarbejde, der rækker ud over præsternes samarbejde omkring gudstjenestelister. Præsterne skal udfordres på deres vilje og evne til at udbygge samarbejdet. Og der er brug for, at systemverdenen inspirerer til et øget samarbejde mellem sogne og pastorater. Alt for mange steder bruges kræfterne på at finde frivillige til menighedsråd i tre sogne, hvor der er fælles præst. Tiden er inde til, at menighedsråd lægges sammen, der findes allerede mange eksempler på, hvordan man gør.
At your service Kirken har lige nu en enestående chance for at indgå i de landsbyudviklings projekter, der er i støbeskeen. Kirken kan blive en vigtig faktor i en udvikling, hvor kirken og folket finder hinanden og skaber udvikling til glæde både for kirken og landsbyerne.
Birgitte Møldrup, sognepræst i Kollerup Vindelev, arbejdsgruppen for Kirken på landet
Vita Andreasen, sognepræst ved De 4 kirker, og præst for kirken på landet, Fyens Stift